Kan man begrave sit liv ved at være en god person.

Ville man agte at leve, som et fængsel for at beskytte.

Hvor god er man hvis man ofre sit liv på noget der minder om HIV.

Er man psykisk stærk, hvis ens hjerte lever på hærværk.

Sorte skyer over hovedet, oven i fængslet, kan miste modet.

Den smerte man udsætter sig selv for er godhjertet fangst.

Med den fangst man har skal man leve på depression angst.

Den forvirrende smerte vælger sjælden en person i sit hjerte.

Andre vil løbe væk fra den da den er ond og slet ikke sund.

Man har hjertet fuld af had af sig selv og føler sig flad.

Verdnen man befinder sig i, vil ønskes lå for evigt i hi.

Håndter/leve denne lives situation er ikke en sød ekspedition.

Kategorier findes der masser af, af skænderier, som ikke forsvinder og bliver.

Er man et godt menneske af den grund man har valgt at elske.

Ens liv kan være spærret og det er ikke noget sært.

Depression piller, glem det, man har brug for andre kilder.

Et kram kan hjælpe, men den er langt væk at hente.

Den er et sted der ude, som findes og aldrig glemmes.

Det kram kunne være stram og aldrig noget skam.

Man har så mange tåre man føler at man er flere år.

Du kan ikke forestille hvor ondt det gøre, selv når man lægger stille.

Søvnen kan hjælpe, men den er forhindret af evnen fra søvnen.

Drømme og ambitioner er druknet, ned i bund, som er ond.

Ingen medicin eksisterer, hvis ens liv ikke neutraliser.

Helbredelse er bekæmpelse, men hvor er hjælpen hen når man ikke kan glem.

Nogen mennesker er gode andre kan være langt ude.

En person har valgt at livet ikke rigtig er sandt.

Lad os håbe mennesket kommer et sted hvor personen søger fred.

Men der er kun èn person der hjælpe, personen man kommer til at elske.